Til sidst blev der spillet baseball - meget kort og meget dårligt - på Wrigley Field
Når du er usædvanligt stor og 50-årig og står på gaden, hopper grounders, bløde liners og pop-ups med lav bue for dig selv fra væggen på en boldbane - eller et hvilket som helst andet sted, er chancerne, at du ikke kommer til at finde mange medmennesker, der gerne vil stå der sammen med dig.
Kald det en impuls, en inspiration, et vildt hår.
Dumme idé passer måske også.
Uanset hvad det var, førte det mig ud af mit hus, hvor jeg havde haft stort set alle de hoppende fra væggene, jeg kunne tage imod, og på jagt efter … pys, det er lidt pinligt.
På jagt efter, ja, en anden væg at hoppe af.
Nærmere bestemt den røde murstensvæg ud over tribunerne til venstre felt på Wrigley Field. Lige der mellem Gates 5 og 6 på Waveland Avenue, overfor Chicago Fire Department Engine Co. 78 og kun få skridt fra medieindgangen til boldbanen.
Jeg prellede mig ikke ud af den væg, selvom jeg måske burde have gjort det. Det ville ikke have set mere latterligt ud, end hvad jeg gjorde, men det ville have været mere underholdende for de få forbipasserende på gaden, og hvem der måtte have kigget (og grinet) gennem deres lejlighedsvinduer.
Nej, i stedet medbragte jeg en fin, ny første baseman-handske, lånt af en ven, og en gammel, gummibelagt bold, lånt fra den samme ven - som havde hivede dem til mig fra sin forreste bue med et I don't selv vil vide en slags flair - og så spillede jeg catch.
Ud af den væg. Alene. Social distancering og det hele, ikke? Det var i hvert fald, hvad jeg sagde til mig selv.
Når du er usædvanligt stor og 50-årig og står på gaden, hopper grounders, bløde liners og pop-ups med lav bue for dig selv fra væggen på en boldbane - eller et hvilket som helst andet sted, er chancerne, at du ikke kommer til at finde mange medmennesker, der gerne vil stå der sammen med dig.
Men stå der jeg gjorde. Hoppe, hoppe. Bøj, vakle. Jeg har ikke været på et baseballhold, siden jeg var 12, men det var lige, som jeg havde husket det. Jeg havde stadig det første skridt på et havfragtskib. Min rækkevidde kunne stadig bedst opsummeres som: Gå videre, du tager denne.
Jeg regnede med, at jeg ville blive, indtil en betjent eller en sikkerhedsvagt fortalte mig, at jeg skulle slå den, eller mere sandsynligt, indtil bolden sprøjtede under min handske og rullede langt nok væk til, at jeg ville være for doven til at hente den. (Min ven ville komme over det, okay?)
I et par minutter var det næsten sjovt. Eller mere som en forfriskende ting at gøre.
Som en indfødt søn i byen husker jeg få ting, der er sjovere end at spille fastpitch mod skolegårdens mure i slutningen af 1970'erne og begyndelsen af 80'erne. Jeg ved ikke med dig, men når jeg slog op, sigtede jeg altid efter toppen af den spraymalede strejkezone. Hvorfor det var så meget bedre at smide flad beton eller asfalt end en jordhøj, ved jeg aldrig.
Lige deroppe med fastpitch var pinners, et spil vi spillede på Maplewood Ave. i West Rogers Park ved at kaste en bold ud af det nederste trin på en forreste stoep. Infieldere tog deres positioner nær kantstenen, og outfieldere på gaden. En særlig spænding.
At lege fangst med mig selv uden for Wrigley føltes sådan noget. Eller ville have, hvis jeg var 40 år yngre og omgivet af venner.
Hvad bragte mig ud til boldbanen? Flere ting, formoder jeg. At kede sig. Mangler sport. Håber på en idé, der er værd at skrive om. Føler sig sårbar på jobfronten, uden tvivl. Jeg ville gerne indenfor i den medieindgang, det er helt sikkert.
Uanset hvad det var, tror jeg ikke, jeg fandt det, jeg ledte efter. Der kom ingen betjent eller sikkerhedsvagt. Bolden rullede ikke ind i et kloakindtag. Det blev bare lidt underligt. Nok så mærkeligt som det lyder.
Jeg spekulerede på, hvor passende det også var. Selv om jeg var derude alene, hvad var det for et eksempel, jeg satte?
Meget snart føltes det som om det var tid til at gå. Desuden havde jeg et sted at være.
Hvor ellers?
Hjem.
Kunhavigi: