'Scary Stories to Tell in the Dark' mister noget uhygge på storskærm
At væve noveller fra 80'ernes bogserier sammen gør dem mere som gyserfilm-troper.
Scary Stories to Tell in the Dark er, sympatisk, en Frankenstein af en film, der syr fortællinger fra den kultisk elskede 1980'er bogserie af Alvin Schwartz og illustreret af Stephen Gammell.
Schwartz' historier, hentet fra folklore og urban legende, er for det meste kun en side eller to. Men de føler sig som fælles mareridt, fortalt rundt om et evigt lejrbål. Den ene handler om et gemmeleg, der er gået galt for en nygift ministers datter. En anden begynder ganske enkelt: Der var et spøgelseshus, hvor der hver nat faldt et blodigt hoved ned af skorstenen. Det sagde folk i hvert fald.
Gammells vidunderligt frygtindgydende sort-hvide skitser gjorde fortællingerne så meget mere levende og uhyggelige. De er den slags, du aldrig glemmer.
CBS Films præsenterer en film instrueret af André Øvredal og skrevet af Dan Hageman og Kevin Hageman, baseret på historier af Alvin Schwartz. Vurderet til PG-13 (til terror/vold, foruroligende billeder, tematiske elementer, sprog inklusive racebetegnelser og korte seksuelle referencer). Spilletid: 108 minutter. Vises nu i lokale teatre.
Det samme kan ikke siges om André Øvredals Scary Stories to Tell in the Dark, selvom den på spil og opfindsomt vis forsøger at hylde sit kildemateriale. Den bruger Schwartz' historier og Gammells billeder fantasifuldt og blander dem i én fortælling, der drives frem af en fundet bog, skrevet i blod, der skriver filmens teenagekarakterer ind i rædslerne, der er tryllet ind i rædselsfablerne (bl.a. Harold, ''The Big Toe og Den røde plet).
Det er en nobel nok mission, lavet med åbenlys hengivenhed til forfatternes skabelse og et oprigtigt ønske om at fange bøgernes magiske evne til, side for side, at arbejde sig ind i de mørkeste fordybninger i vores sind.
Selvfølgelig gør bøger det på egen hånd, uden hjælp fra film. Og Øvredals film, ved at væve Schwartz og Gammells overnaturlige kreationer sammen, sløver deres effekt og gør dem mere som troper i en velkendt gyser-film sammenhæng.
Men selvom materialet - et hjemsøgt fugleskræmsel, en ung kvindes hævngerrige spøgelse - kan føles gammelt uden for siden, er Øvredals filmskabelse frisk og levende. Den norske instruktør af Trollhunter, der arbejder med producer og monster-maestro Guillermo Del Toro, komponerer filmen med rammer fulde af tekstur og skygge. Det gløder af både en velkendt nostalgi (filmen foregår i 1968, og et drive-in danner rammen om én afgørende scene, hvor Night of the Living Dead spiller bagved) og en livlighed, der skubber genren en smule fremad.
Schwartz' bøger var skrevet til børn, men de bar et mørke, der lige siden sandsynligvis har forskrækket en del misbilligende forældre. Øvredals film, vurderet til PG-13, forsøger at skræve over en lignende linje og gør det for det meste, og falder et sted mellem Amblin og Blumhouse.
Dan og Kevin Hagemans manuskript opfinder en trio af teenagere - den nebbiske, håbefulde forfatter Stella (Zoe Colletti) og hendes to venner (Gabriel Rush, Austin Zajur) - der sammen med et nyt barn i byen (Michael Garza, som mexican- amerikansk opfordret til at tage med af det lokale politi). På en Halloween-aften undslipper de bøller ved at gemme sig i et forladt palæ, der engang tilhørte familien, der herskede over byen, Mill Valley, Pennsylvania, men efterlod en mystisk skandale. Der finder de bogen og indser hurtigt, at de næsten bogstaveligt talt ikke kan lægge den fra sig.
Der er stykker her, der føles klichéagtige. Donovans Season of the Witch, som allerede hører til David Finchers Zodiac, åbner filmen, som sunget af Lana Del Rey. Periodedetaljerne, med Nixon på tv og Vietnam-udkastet, der udfolder sig, er ikke meget mere end window dressing. Det samme gælder forhistorien, der gjorde, at Stella levede sammen med en enlig far.
Men Scary Stories to Tell in the Dark behøver ligesom bøgerne kun at være så dybe for at tryllebinde. Også selvom nogle historier stadig bedst fortælles ved pejsen.
Kunhavigi: