American Ballet Theatres 'Whipped Cream' en sød, omend alt for prangende godbid
Det viser sig, at vores mødre havde ret. At spise kun dessert kan virkelig være for meget af det gode.
Det er den største takeaway fra Whipped Cream, en ballet fra 2017, der mere end lever op til sit navn som en sød dansekonfekt. Men på trods af alt dets søde, prangende tiltrækningskraft, råber dette 110-minutters arbejde på noget kød og kartofler til at gå sammen med cupcakes og slik.
Eller sagt anderledes, det er for meget spektakel og ikke nok substans.
Præsentationen af American Ballet Theatre, som åbnede torsdag aften og løber frem til den 14. april, er den første i et nyt fireårigt partnerskab. Samarbejdet vil bringe det berømte New York-kompagni til Auditorium Theatre en gang om året gennem 2022 - en velkommen velsignelse til Chicagos allerede travle dansescene.
American Ballet Theatre: 'Whipped Cream'
★★★
Hvornår: 19.30. 12., 2. og 19.30. 13. april og kl. 14.00. 14. april
Billetter: $44- $150
Hvor: Auditorium Theatre, 50 E. Ida B. Wells Dr.
Info: auditoriumtheatre.org
Internationalt hyldet som en af nutidens bedste balletkoreografer, har Alexei Ratmansky skabt mere end et dusin værker for ABT, hvor han har været artist-in-residence siden januar 2009. For flere år siden opfandt han ideen om at genoplive Richard Strauss' alle- men glemt værk Schlagobers (flødeskum), som oprindeligt blev koreograferet af Heinrich Kröller til Wiens Statsoperaballet i 1924.
Tiltrækningen ved et sådant værk er indlysende. Selvom han ikke er kendt for sin dansemusik, er Strauss en af de mest berømte komponister i slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede med stykker som den komiske opera, Der Rosenkavalier (1911).
Strauss’ frodige, liflige musik til denne ballet, som blev flot fremført i pit af Chicago Philharmonic under dirigent Charles Barker, falder meget inden for hans romantiske stil.
I Whipped Cream bliver en unavngiven dreng og hans venner taget til en konfekturebutik efter deres første nadver. Efter at han har spist for meget, får ondt i maven og er nødt til at tage afsted, bliver sukkerblommerne og andre søde sager levende, før scenen forsvinder ind i drengens drømme om et land, der udelukkende er fyldt med flødeskum.
I anden halvdel er drengen på et hospital overvåget af en læge og hans truende sygeplejersker med gigantiske sprøjter, men det lykkes ham at flygte med hjælp fra prinsesse Praline, der transporterer ham til sit rige, med en sidste euforisk scene i en historiebogsby. firkant.
Denne drømmende, formodede verden inviterer uundgåeligt til sammenligninger med Nøddeknækkeren, men i sidstnævnte er der en klar historie med en begyndelse, midte og slutning. Whipped Cream kommer ud som en række fantastiske scener, der blot giver undskyldninger for omfattende show og dans.
Men åh, hvilken opsigt! Mark Ryden, en maler, som magasinet Interview kaldte popsurrealismens gudfader, har skabt et tiltalende skørt naturskønt og sartorialt område, der er en kombination af Walt Disney, Dr. Seuss og Takashi Murakami.
I alt er der mere end 150 kostumer, inklusive fantasifuldt menneskeskabte marcipaner, praliner og endda vodka- og likørflasker samt overdimensionerede hovedbeklædninger til karakterer som lægen, præsten og kokken, der giver produktionen en animeret sensibilitet.
Ratmanskys entusiasme for denne eskapistiske tumlen er til at tage og føle på i hans larmende, sprudlende koreografi, der har en tilpas gammeldags fornemmelse bortset fra nogle få opdaterede berøringer som knytnævestød blandt flaskerne eller Princess Tea Flowers uballetagtige hoppedrejninger.
Koreografen har flair for de ekstravagante publikumsscener, og hvis der ikke var et mindeværdigt øjeblik fra flødeskummets land, vidste han, hvordan han skulle indsætte de 16 dansere (klædt i hvide kropsdragter, spidse hætter og rene svøb) i en yndefuld , flydende måde værdig til de gamle mestre.
ABT-danserne har tydeligvis købt ind i dette værk, og kaster sig brændende ud i lystigheden og leverer ingen mangel på førsteklasses præstationer, især de fire hovedpersoner.
Daniil Simkin formår at formidle drengens ungdommelighed og samtidig levere mandige akrobatiske bevægelser. Han er godt parret med Sarah Lane, som injicerer de rigtige doser perkiness og blufærdighed i rollen som prinsesse Praline.
Catherine Hurlin bringer jazzet pizzazz til rollen som Mademoiselle Marianne Chartreuse, da hun smart indser Ratmanskys synkoperede trinkombinationer og leder pratfaldene og løjer med den lige så stærke Duncan Lyle som Ladislav Slivovitz og Marshall Whiteley som Boris Wutki.
Men aftenens stjerne er uden tvivl Stella Abrera, der blander legesyg og flirtighed og bringer en poleret flair til rollen som Princess Tea Flower, mens hun deler et glat partnerskab med sin velmatchede modsætning, Calvin Royal III som Prince Coffee.
Ja, alt det her skum og boltre er sjovt. Men som flødeskum gør det klart, sjov hævet med lidt andet kan slides tyndt.
Kyle MacMillan er freelanceskribent.
Kunhavigi: