Lamme spøg, ordspil afsporer afgjort usjove 'Show Dogs'
Da jeg så Show Dogs, tænkte jeg hele tiden på My Talking Pet. Det er langt de bedste penge, jeg nogensinde har spildt på en dum smartphone-app i et anfald af kedsomhed. Med minimal indsats giver det dig mulighed for at uploade et billede af et dyr, optage noget dialog og lave en video, der får det til at se ud som om dit kæledyr taler. Til den lave pris $2,99 kan du putte din hamster i en sombrero og bruge den til at beordre din roommate til at tage opvasken, eller få din monocled hund til at fortælle din date, at du er ved at være forsinket til middag.
Det er langt billigere og mindre tidskrævende end at fange en visning af Show Dogs, som i bund og grund er My Talking Pet: The Movie. Og det er uden tvivl mere berigende for sjælen.
Skylden for Show Dogs falder på skuldrene af instruktøren Raja Gosnell, den onde hjerne, hvis affinitet til talking-dog-film bragte os 2002's live-action Scooby-Doo og Beverly Hills Chihuahua. Det er en kammerat-politi-komedie, kun en af betjentene er en rottweiler ved navn Max (Ludacris), en hårdttalende ensom ulv, der taler helt i halte narr og hundeordspil. Tilsvarende asocial er hans menneskelige modstykke Frank, spillet med en uudtømmelig forsyning af ydmyghed med Will Arnett. På trods af deres protester bliver Max og Frank parret for at få bugt med sagen om en kidnappet baby panda.
Ja, det minder om Turner og Hooch, en film Show Dogs refererer til så mange gange, at du begynder at blive nostalgisk for den. Og når du længes efter Turner og Hooch, er tingene virkelig dystre.
Max og Frank regner med, at babypandaen bliver solgt på det sorte marked for eksotiske dyr, og hvor er det bedre at infiltrere den skyggefulde underverden end ved Canini-hundeudstillingen i Las Vegas, verdens mest eksklusive hundekonkurrence? De udklækker en halvbagt plan om at bruge hundeudstillingen som et efterforskningsdæksel, og melde Max ind i konkurrencen, så de kan opsnuse smuglerne med hjælp fra hundeudstillingseksperten Mattie (Natasha Lyonne).
Det er et simpelt nok plot at følge, men Show Dogs er så polstret og usikker på sig selv, at karakterer konstant forklarer plottet, mens det sker i udstillingen. Åh, så de bruger hundeudstillingen som en front for dyresmugling! Tak, vi fik det.
Den understøttende hundekast er ikke mere vittig. Stanley Tucci giver en latterlig fransk accent til den forkælede papillon Phillipe, Gabriel Iglesias giver stemme til en sykofantisk mops, Jordin Sparks spiller den australske hyrde, og den bemærkede tespian Shaquille O'Neal giver visdomsord til en dreadlocked hund ved navn Karma. Så er der Persephone, en hund af ubestemt køn, som Max er synligt væmmet af, når det foreslås, at de opdrætter. Det lyder som en transjoke, selv før du opdager, at RuPaul giver stemmen.
Disse skuespillere kommer i hvert fald til at gemme sig bag deres hundekolleger. Der er ingen pusterum for Arnett eller Lyonne. At de er så vilde i en film, der er så uoprettelige, gør den brugte forlegenhed endnu mere akut.
Den eneste mulige værdi en film så glædesløst, som Show Dogs kan tilbyde, er som en weekend-babysitter, en garanteret 90 minutters børneafledning med aircondition. Men den fejler selv på den front, dens konstante strøm af slapstick ofte afbrudt af alders-upassende vittigheder, der røber en svimlende mangel på dømmekraft. Når først filmen rammer The Strip, spiller den som en reklamefilm for Las Vegas turistråd. Du vil finde sådanne børnevenlige gags som en tweaked-out gydehund, der ønsker at score noget katteurt, et skuespil om ukrainsk sexhandel, hundebikini-voksning og uoverskuelige referencer til testikelgreb, et sådant tilfælde scorede til Sexy and I Know It.
For hvem er det sjovt? Ikke for at være grov, men for at citere selve filmen i hvad der kunne have været et sjældent øjebliks selvrefleksion, så kan jeg ikke pudse lortet, men måske kan jeg rulle det i glitter. Åh, udstillingshunde. Der er ikke nok glitter i verden.
Barbara VanDenburgh, USA Today Network
'Vis hunde'
★
Global Road Entertainment præsenterer en film instrueret af Raja Gosnell og skrevet af Max Botkin og Marc Hyman. Vurderet PG (for suggestiv og uhøflig humor, sprog og noget action). Spilletid: 92 minutter. Åbner fredag i lokale teatre.
Kunhavigi: