Helvede har ingen vrede som en Pinkman foragtet.
Efter at have gået i søvne gennem de sidste to episoder i en tilstand, der grænser op til komatøs depression, brølede Jesse Pinkman til live i de sidste 15 minutter af søndagens Breaking Bad, med titlen Confessions.
Det var ikke kønt, men det var elektrificerende fjernsyn.
Afsnittet spillede som et højdepunkt for Aaron Paul, der leverede sin bedste præstation til dato. I betragtning af hans Emmy-vindende værk om Breaking Bad, siger det noget.
Jesse nægtede stille og roligt at spille bold, da Hank (Dean Norris) forsøgte at få ham til at slå på Walt (Bryan Cranston).
Spis mig, mumler han til DEA-agenten, der engang slog ham inden for en tomme af hans liv.
Hans scene med Walt i ørkenen var hjerteskærende. Walt gjorde det, Walt er bedst til: at manipulere folk til at opføre sig efter hans plan. Walt har brug for, at Jesse går væk (og et øjeblik der troede jeg, at han ville sende ham til Belize). Han forsøgte at overbevise Jesse om, at det var i hans bedste interesse at komme ud af Dodge og starte et nyt liv som en ny person et sted langt, langt væk.
Ville du bare for en gangs skyld holde op med at arbejde på mig? siger Jesse til Walt, før han kalder ham ud. Bare drop hele den bekymrede far-ting og fortæl mig sandheden.
Men Walt dropper ikke den bekymrede far-ting. Han kender en akilleshæl, når han ser en. Han er godt klar over, hvor meget hans tidligere elev higer efter en faderfigur - higer efter en familie, der rent faktisk holder af ham i stedet for at smide ham ud på gaden som den rigtige Ma og Pa Pinkman.
Walt krammer ham og vugger hans hoved, mens Jesse græder - nej, græder. Walts ansigt viser på den anden side alle en kats følelser. Jeg er ikke i tvivl om, at han bekymrer sig om Jesse, men ikke nær så meget, som han foregiver. Mens Jesse hulker ukontrolleret i sine arme, ved Walt, at han har vundet igen.
En anden hjerteskærende scene opstod, efter at Saul (Bob Odenkirk) ringede til sin vakuumfyr og satte de dyre hjul i gang for at sende Jesse til at pakke. Jesse står der i en Charlie Brown-lignende T-shirt og holder en Hello Kitty-telefon og en sæk kontanter, der ligner et skolebarns kæmpe madpose. Han er et skræmt barn, der er ved at tage afsted til en sovelejr. Bortset fra at denne hvilelejr varer evigt. I Alaska.
På vej ud af døren plukker de magiske fingre Huell (Lavell Crawford) diskret en pose pot op af Jesses lomme, ligesom han gjorde i sæson fire i den berygtede ricin-cigarethændelse.
Og så klikker det. Stående ved vejkanten og venter på at forsvinde, finder Jesse ud af det. Han ved - eller er ret sikker på, at Walt sørgede for, at ricin-cigaretten blev MIA, så Jesse ville tænde Gus. Han ved, at Walt forgiftede den unge Brock og løj om det.
Dette slår på Jesses cray-cray-kontakt, og vi er i gang med løbene. Han stormer ind på Sauls kontor og slår en tilståelse ud af ham - en af to centrale tilståelser i denne episode med passende titel. Saul indrømmer, at Walt faktisk fik ham til at lommetyve ricin-cigaretten fra Jesse.
Med et dyrelignende raseri (næste uges afsnit kaldes Rabid Dog), ræser Jesse til Walts tomme hus. Walt er måske Den, der banker på, men Jesse er den, der sparker ned ad døren. Han buster indenfor og begynder at overbruse stedet med benzin.
Jesse gik fra nul til 60 i denne episode. Den langsomme bygning i løbet af de sidste to omgange gjorde hans eksplosion endnu mere glædelig at se.
Disse sidste par episoder handler om episke opgør, og Confessions sætter scenen for et virkelig eksplosivt et mellem Jesse og Mr. White.
Andre punkter:
— Den vigtigste bekendelse i Confessions er selvfølgelig den falske, geniale, optaget af Walt i begyndelsen af episoden. Skyler (Anna Gunn), der yderligere styrker hendes tilknytning til Team Walt, fungerer som medskyldig, da Walter Hartwell White spilder bønnerne til kameraet, ligesom han gjorde i det allerførste afsnit. Men dengang fortalte han sandheden. Denne gang fingerer han Hank som en morder og hjernen bag et meth-imperium. Det er endnu et genialt strejf af selvopholdelsesdrift af Walt, og en, der efterlod mig lige så flov som Hank og Marie (Betsy Brandt), mens jeg så den. Walts overbevisende tårer og angst, da han løj gennem tænderne om sin svoger, beviser, at der findes en bedre skuespiller end Bryan Cranston: Walter White.
— Breaking Bad har fået mig til at grine højt mere end de fleste sitcoms. Tilståelser var ingen undtagelse. Saul var en fuego, da han styrtede sammen med Hank og Jesse-festen i politiets afhøringsrum. Og jeg elskede det absurde i Walt, Skyler, Hank og Marie, der holdt deres intense pow-wow på en alt for festlig mexicansk restaurant, hvor en alt for ivrig tjener tudede med at lave guacamole ved bordet. Breaking Bad er en mesterklasse i, hvordan man bruger komedie til at skære igennem spændingen og dramaet - en lektion, der ubønhørligt dystre shows som AMC's Low Winter Sun ville være klogt at følge.
— Dejligt med tarantellen, der suser hen over sandet, mens Jesse venter i ørkenen på Walt. Det minder om tarantellen fanget og lagt i en krukke af Drew Sharp, den lille dreng, der blev skudt ned af Todd (Jesse Plemons) under Dead Freight-toget. Endnu en påmindelse om et af de mange ofre, der var resultatet af Heisenbergs regeringstid.
- Nogen får deres spark på Route 66. Episoden åbnede med, at Todd fyrede en cigaret op på en vejkantscafé med et stort Route 66-emblem klistret på væggen. Tilbage på Hanks kontor hang et Route 66-postkort i en af arbejderens sengebåse. Har der været andre Route 66-billeder, jeg har savnet? Hvad tror du, om noget, det betyder?
– Gik du glip af sidste uges opsummering? Læs det her .
Kunhavigi: