Iggy Pop blotlægger noget af Stooges' verden i 'Gimme Danger'
Filmskaberen Jim Jarmusch omtaler sit seneste projekt, dokumentarfilmen Gimme Danger, om det legendariske punkrockband Iggy Pop and the Stooges, som vores kærlighedsbrev til det muligvis største band i rock 'n' roll-historien, ikke mindst på grund af dets slankende leopard af en frontmand, der på en eller anden måde inkarnerer Nijinsky, Bruce Lee, Harpo Marx og Arthur Rimbaud.
Der er måske få, der vil argumentere med den sag, han og hans film laver, selvom dokumentaren ikke er helt så altomfattende, som den kunne have været. Og det er ikke nødvendigvis en dårlig ting.
Doktoren starter i 1973, hvor bandet falder fra hinanden, ifølge en fortælling på skærmen, og synker hurtigt ned i uvidende koncerter, ifølge Pop selv. Det skærer hurtigt til begyndelsen: 1965 Ann Arbor, Michigan, hvor kornete fotos og filmoptagelser begynder at væve tapetet af en gruppe unge musikmagere, fra deres high school-sock-hop-dage til teenageklubfester til deres stadigt udviklende band navne og medlemskab til deres eventuelle ture til musikbyer som Chicago, San Francisco og New York, som peppede deres musikalitet med alt fra rock og blues til jazz og punk.
Arkivkoncertoptagelser, fotos, animationer samt interviews med brødrene Scott og Ron Asheton, James Williamson, Steve MacKay, Ramones-manager Danny Fields og Mike Watt, blandt få andre, forstærker Pops livlige, men afslappede erindringer, efterhånden som årtierne flyver og Stooges finder ud af, at verden ikke er helt klar til deres dekadente stil af punk-infunderet rock, for ikke at nævne Pops tilbøjelighed til bogstaveligt talt at hoppe rundt på scenen (som en bavian, han udråber) og berømt blotlægge sin senede nøgne torso (lånt, forklarer han, fra Hollywoods skildring af faraoer på storskærm).
Pop (født James Newell Osterberg), der fungerer som den primære kilde i løbet af den 108 minutter lange film, giver os en fast fortælling om koncert- og indspilningsanekdoter bag kulisserne. Hvad der dog mangler, er enhver dybdegående snak om elefanten i det grønne rum: sexen og stofferne og sprutten, der hentydes til, men aldrig rigtigt afsløres. Bandet festede uden tvivl hårdt på scenen og udenfor, men det er de der off-stage-øjeblikke, og uden tvivl de off-stage-argumenter, der rev i kernen af bandet, som for det meste mangler her. Der er heller ingen omtale af Pops løb på en solokarriere, og meget af den seneste fortid (bortset fra Stooges' Coachella-tilbagekomst i 2003 og Rock and Roll Hall of Fame-induktion i 2010) er sluppet over.
Men mange andre passager i filmen oplyser, ingen så markant som erkendelsen af, at Pop and the Stooges næsten blev afskrevet (ikke i ringe grad takket være deres egen undergang) lige som grupper som Sex Pistols, Sonic Youth, Nirvana og the White Stripes kom ned ad gedden og demonstrerede, hvor indflydelsesrige bandet var for deres respektive karrierer.
Jeg tror, jeg var med til at udslette 60'erne, fortæller Pop (flankeret af David Bowie) til en smilende Dinah Shore på sin 70'er-daggabfest. Pop udslettede ikke 60'erne; han levede dem bare ud i et parallelt univers, Stooges’ univers, hvor helvede brød løs på scenen og afsted (og langt væk, da han snart begyndte at praktisere stage diving). Han lukkede bandet, fordi de to verdener til sidst stødte sammen, og ingen vandt.
De, der kender hvert eneste stykke af bandets historie, vil finde filmen en cool påmindelse om, hvad Stooges betød for rock 'n' roll. De, der kender lidt til deres musik (støvsugere og blendere var blandt deres unikke instrumenter), vil finde Pop som en interessant og kommende person, der taler med oprigtig forkærlighed om sine tidligste påvirkninger (The Howdy Doody Show og komikeren Soupy Sales) og inderlig stolthed over, hvad han og bandet opnåede på deres evigt snoede vej gennem populærmusikken.
Jeg vil ikke tilhøre glam-folket, siger Pop, nu 68, mod filmens slutning. Jeg vil ikke tilhøre hiphop-folket. Jeg vil ikke tilhøre tv-folket. Jeg vil ikke tilhøre de alternative mennesker. Jeg vil bare være det.
Rock på.
★★★
Magnolia Films præsenterer en dokumentarfilm skrevet og instrueret af Jim Jarmusch. Spilletid: 108 minutter. Vurderet R (for stofindhold og sprog). Åbning fredag i Landmark Century Centre.
Kunhavigi: